Koldpresset Rapsolie - Økologisk

Økologisk, koldpresset rapsolie fra Rødbakkegård

Rapsen er dyrket i marsken på den Sønderjyske Vestkyst af gårdejer Peter Mattesen. Det danske milde klima giver ideelle dyrknings forhold, som fremmer rapsens indhold af de essentielle umættede fedtsyrer - omega 3, 6 og 9. Rapsen er skånsomt presset modnet, lagret og fyldt på flaske af Rødbakkegård. Dyrkningsmetoden og udvindingen af olien fremmer en fyldig, blød og enestående smag i rapsolien.  Rapsolie er meget afhængig af dyrkningsforhold og lugt, farve og smag varierer derfor meget fra år til år og fra egen til egn. Vores rapsolie har tidligere vundet smagstest i tidskriftet Mad og Venner.

Om producenten

Rapsen er dyrket af Peter Mattesen, Emmerlev ved Højer, som har 170ha økologisk landbrug i grænselandet mellem vadehavet og den Dansk - Tyske grænse. En del af marskjorden ligger i Nationalpark Vadehavet. Foruden raps dyrker Peter Maltbyg til Carlsberg Bryggerierne, samt rug, hvede og græs. Peter dyrker selv jorden med lidt hjælp fra den lokale maskinstation.

Peter har indgået et samarbejde med Jens Børsting på Rødbakkegård ved Bjerringbro om presning og tapning af olien. Rødbakkegård, som ligger i det rullende jyske højland tæt på Gudenåen, er et familie ejet økologisk landbrug på 158 ha. På Rødbakkegård produceres der foruden rapsolie, grovfoder til naboens malkekvæg samt økologiske grøntsager i samarbejde med Tange Frilandsgartneri og Østerkrog Gartneri. Rødbakkegård har egne vindmøller, som leverer strømmen til presseriet og tapperiet. I højsæsonen for presning og tapning deltager hele familien samt af og til naboer på skift i arbejdet på rapsmøllen.